Beta-blokkere

Beta-blokkere virker ved at blokere nogle specielle receptorer, beta-receptorer, der er med til at styre aktiviteten af flere af kroppens funktioner – særligt hjertet og blodårernes aktivitet.

En blokering af beta-receptorerne medfører en generel nedsat aktivitet i væv med disse receptorer, f.eks. i centralnervesystemet (CNS) og muskler.

 

Medicinsk anvendelse

Brugen af beta-blokkere er gennemprøvet og anvendes inden for lægevidenskaben hovedsageligt til behandlingen af forhøjet blodtryk, hurtig eller uregelmæssig hjerterytme, hjertesvigt, ved tidligere blodprop i hjertet og migræne.

 

Anvendelse som doping

Beta-blokkere er kun forbudt i visse idrætsgrene, såsom præcisionsidrætsgrenene billard, golf og dart.

 

På grund af stoffernes dæmpende virkning på centralnervesystemet kan de nedsætte rystelser i hænderne, som f.eks. kan være fremkaldt af nervøsitet eller en anspændt situation samt reducere pulsen.

 

Bivirkninger

Beta-blokkere kan have en række bivirkninger, herunder træthed, hovedpine og svimmelhed.

 

Endelig er det værd at bemærke, at stofferne giver nedsat udholdenhed for alle, som benytter dem, idet hjertets aktivitet nedsættes, så pulsen ikke kan øges.